0

Hvem hvad og hvorfor?

Ok, så hvem er jeg?
I skrivende stund er jeg 33 somre. Jeg elsker min Familie, Teknik, Mad, natur og MTB


For mig er MTB mange ting, det er min flugt fra daglig dagen, mit frirum, min ugentlige motion, mit vægttabs enabler. MTB er mit sociale space, mit personlige eventyr og der hvor jeg flytter grænser. Det er ligeledes der hvor jeg får lov at nørde teknik, mekanik, grej/gear og deltage i et meget voldsomt våbenkapløb.

MTB er der hvor jeg får lov at være urmenneske på en højteknologisk måde. Hvad det alt sammen betyder vender jeg tilbage til.

Men hvad er MTB mon for andre. Jeg ved at konkurrencedelen er voldsom for nogle. Det at deltage i løb og forsøge at vinde over andre, og især sig selv driver det for en del. Og jeg kan til dels nikke genkendende til noget af det. Jeg elsker at slå mine egne PR’s (personlige rekorder) på spor og segmenter ude omkring. Men jeg tror at jeg er så dårlig en taber at jeg aldrig helt bliver den store konkurrence rytter. Når jeg ikke har en chance for at vinde. Hvorfor så stille op? Jeg ved også at andre bruger det som ren rå motionsform, og der er meget lidt socialt i MTB for dem. Jeg har svært ved denne gruppe af mennesker der ikke gider andre på sporet og bare ræser forbi uden at hilse, det er ikke MTB i min verden.

Noget af det der driver mig til at blive ved med at cykle på mountainbike er rusen jeg får bagefter. Jeg bliver decideret ubehagelig hvis der går for mange dage imellem jeg får bevæget mig. Og MTB er bare den sjoveste bevægelse jeg har fundet (endnu).

Men hvorfor MTB?

Det er simpelt. Jeg cykler MTB for at overleve. For 4 år siden stoppede jeg med at ryge, og for 2 år siden stoppede jeg med at spise (så meget junk). Og købte min første MTB, en hardtail, en scott xc cykel. (den tager vi lige i en anden post).

En hård start
Grunden til at min kærlighed faldt på MTB startede engeltig med at jeg var voldsomt overvægtig, jeg kunne ikke få luft. Jeg fik angst anfald udløst af mit dårlige helbred, og jeg frygtede det ville blive mit endeligt i en alt for ung alder. Og så blev jeg far.
Det sidste udløste at jeg endelig tog mig selv seriøst, og gjorde noget ved det. Jeg måtte ligesom vise min kæreste og min søn at jeg gerne ville dem, og livet.

Men det var hårdt i starten, 30+ kilo for meget gjorde det ikke nemt at flytte sig, og derfor blev det en MTB, og ikke alt mulig andet. Jeg var bange for at ødelægge en racercykel, og løb og lignende var udelukket. Faktisk cyklede jeg min første MTB tur med en kammerat på 8 km gravel og jeg sad med bævende ben på en stol i haven, mens han lå og kæmpede efter vejret på græsset i 20min bagefter.

Tænker jeg tilbage på den dag føler jeg en stolthed over hvor jeg er, og en form for frygt for hvad der var sket hvis jeg ikke var begyndt at bevæge mig.

Men netop på grund af dårlig kondi drev våbenkapløbet det især i starten, jeg kunne dårligt cykle op ad en lille bakke uden at se prikker for øjne og føle at min pulsåre i halsen var ved at briste. Så rusen af mange timer i sadlen var ikke ligefrem en ting de første 0-8 mdrs. tid. Derfor gik der meget mere tid med at sparke dæk, måle værktøjs samling, tøj og grej. Og det var enormt fedt. Jeg var i en helt ny verden af teknik og nørderier. Jeg havde på daværende tidspunkt 2 kollegaer som gik mindst lige så meget op i grejet og gearet ved MTB, og selvom de var i bedre form end jeg, havde de ca. kørt sammen mængde MTB. Det var perfekt at have nogle at tale MTB med 8 timer om dagen.

admin

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *